Bøn og Meditation

Overordnet ser der ud til, at have været forskellig religiøs praksis med tilhørende sprog i øst og vest. I vest har bøn været vejen til opløsning af jeg/ personlighed i sammensmeltningen med Gud. I øst har meditation været vejen til opløsning af ego/separeret selv i sammensmeltningen med Selvet. De to veje har det til fælles, at målet har været det samme, og at de to veje har været praktiseret som både objektiv og subjektiv bøn hhv. meditation. Vedrørende det spirituelle sprog se endvidere “Navnenes hav”.

Den objektive praksis

I bønnen rettes hengivenhed, kærlighed mod et objekt f.eks. et kors, en lyd, Aum, en helgen, Jomfru Maria, Jesus, Gud…. Bønnen kan også udformes som en hymne eller vers, hvor det grundlæggende ønske er, at lade Gud erstatte den bedende eller overgivelse til Gud – se Bønner og vise Ord. I meditationen rettes bevidstheden mod et objekt som f.eks. et mantra, et ord, en lyd, Ohm, chanting, åndedrættet…. Der har derfor eksisteret mange forskellige praksisser inden for både bøn og meditation modsvarende de forskellige anvendte objekter. I og med der i alle disse praksisser er et objekt – er der også et subjekt, hvorved de alle finder sted i det duale rum. Det sidste ultimative trin – sammensmeltningen med Gud/Selvet ind idet nonduale – udebliver derfor. Når de alligevel igennem tiden har været anvendt i stor udstrækning skyldes det følgende: Når vi lever vores personlighed, hvad de allerfleste af os gør, har vi for det meste vores opmærksomhed/bevidsthed rettet ud i verden mod hele tiden skiftende objekter og oplevelser i en uendelighed dag efter dag år efter år. Dette sætter sig fast i sindet som en vane som byder sindet hele tiden at søge et nyt objekt og søge det derude. Når sindet så møder en Lærer som spørger, Hvem/Hvad er du, er det for mange en udfordring ud over det mulige. Dels er det, som spørgsmålet peger på ikke længere i følge vanen – derude, men – derinde, og dels må sindet opgive sin vane med hele tiden at søge nye objeketer, for der er kun det ene derinde, og derfor må det lære at falde til ro i sig selv, for at kunne synke ind i sig selv – i sin Sjæl. Derfor har lærere gennem tiden anvist den objektive praksis som en forberedelse på vejen til den endelige sammensmeltning med Gud, således at sindet blev trænet i at kunne hvile i kun et objekt, uden hele tiden at skulle søge nye. #6-2, #6-3.

Den subjektive praksis

Når læreren mærkede, at eleven var klar til at slippe den objektive praksis, blev eleven opfordret til at begynde den subjektive. Heri skelnes der mellem to stadier. Det første er at erfare, at jeg er den bevidsthed, hvori mine tanker, følelser og sansninger dukker op, og med hvilken jeg er vidende om dem. Det andet trin er at opdage bevidsthedens natur, ved langsomt at synke ind i den. Det første der dukker frem er fred – lidt senere glæde. Endvidere, at genkende denne fred og glæde som værende altid eksisterende – nu er det jo igen som det var – bevirker, at angsten for døden ophører. I genkendelsen ligger også følelsen af, at jeg jo er opfyldt, fuldbyrdet, hel, hvilket bevirker, at følelsen af at mangle noget ophører – den følelse som var årsag mit begær #6-1.

Så processen i opvågningen til – genkendelsen af – vores sande guddommelige natur leder os tilbage til, det vi kom fra og er derfor den omvendte proces af inkarnations processen, hvor vores guddommelige natur blev tilsløret og derved bevirkede, at begæret og angsten for døden blev etableret, som beskrevet under Personlighedens tilblivelse.