Vejen Hjem
Vi blev født med en lille krop i en sjæl, ren og hjælpeløs og op gennnem barn- og ungdom opbyggede vi en personlighed som en skabelon om vores sjæl – ud af vores respons, på de vilkår vi blev budt. Krop og personlighed gav sjælen mulighed for et liv på vor jord. Når sjælen udfolder sit liv gennem personlighedens skabelon, farves og formes sjælens liv til det menneske vi er. Derfor er det personligheden der gør alle mennesker forskellige, skønt vi alle er ens i vores sjæl – den guddommelige bevidsthed. Yderligere skal man være åben for, at der i den nye, rene sjæl kan ligge spor fra tidligere liv, der ikke er medtaget i ovennævnte og derfor lidt forenklede beskrivelse.
Når vi op igennem barn- og ungdom opbygger vores personlighed – lag på lag – bliver den dermed også tættere og tættere, således at langt de fleste af os som voksne ubevidst har mistet kontakten til vores sjæl. Det medfører ikke nødvendigvis, at vores liv går i stå eller i stykker. For sjælen udfolder fortsat sit liv gennem personligheden og er mennesket lykkedes med en vel dannet personlighed går livet jo videre, som om intet var hændt. Sådan da – for en dag føler man måske ikke længere lysten ved sit job, og eller man begynder at overveje en skilsmisse, eller spiser for meget, holder ikke aftaler….. Mao. i og med personlighedens tæthed med alderen øges, mindskes kontakten til sjælens stille glæde og mening uden årsag, og personlighedens underliggende psykiske last og negativitet tager over mere og mere. Og da er det tid at stoppe op og spørge: Hov – hvor blev mit liv og glæden ved det?
Meditation
Dette er en praksis der har været anvendt af søgende mennesker siden tidernes begyndelse inden for stort set alle åndelige traditioner og er en praksis, der netop består i at finde tilbage til sjælen igen, efter man som voksen ubevidst har glemt den. Af de forskellige traditioner følger også forskellige meditationspraksiser.
En meditationspraksis medfører en gradvis større kontakt til sjælen, som derved gradvis blødgør /opløser personlighedens psykiske last, hvorved transperansen til sjælen øges. Det er således en selvforstærkende proces med tiltagende væren i sjælen, som følge af en tiltagende transperans i personligheden. Det var det Rumi henviste til med sit lille digt:
Synk ned, og ned i stadig større ringe af væren
Rumi
Når man begynder en meditationspraksis vil mange ofte blive overrasket over, at den den fred, som de så frem til, i stedet erstattes af et tankemylder uden ende. Men med tålmodighed og vedholdenhed vil mylderet over tid aftage og gradvis overtages af spændinger, der dukker op i kroppen og emotioner der “blæses” ud af kroppen, som lyn fra en klar himmel, uden at den mediterende kan eller skal have nogen indflydelse derpå. Alt dette er kun et tegn på at meditationen lykkes. Af sig selv begynder kroppen at sætte gamle følelser fri, som har været dybt begravet i den helt tilbage fra barndommen.