Sprækker i personligheden

Vi er hver især en bevidsthed/ sjæl, som har en personlighed. Vi fødes med og ud af – den rene, uendelige guddommelige bevidsthed – som kan ses i roen og dybden i øjnene på et spædbarn. Op gennem barn -og ungdom udkrystalliserer vi forestillinger i den guddommelige bevidsthed – om os selv og om verden. Disse udgør begyndelsen til en “afmærkning” omkring os ud mod den uendelige guddommelige bevidsthed og er begyndelsen til vores sind – den mentale del af personligheden. Og i den grad vi identifiserer os med forestillingerne, lukker vi også af til den guddommelige bevidsthed . Derved får personligheden en oplevelse af, at have fået sin egen bevidsthed, men samtidig etableres også følelsen af adskilthed, alenehed, tomhed og dermed et savn efter noget der mangler – uden at vide hvad.

De fleste voksne, har i deres identifikation med deres personlighed aldeles glemt deres sjæl/ bevidsthed og er udelukkende opmærksom det, der dukker op i deres bevidsthed – nemlig personlighedens tanker, oplevelser, følelser, fornemmelser, sansninger – uden overhovedet at bemærke sjælen/ bevidstheden selv – som jo er det hellige i os og det vi savner allermest. Så jo – det guddommelige er med på hele rejsen, og derfor er det kun et spørgsmål om, at blive opmærksom på det.

Personligheden er som en film, der vises på en skærm og skærmen er sjælen/ bevidstheden . De fleste voksne oplever sikkert, at filmen og dens drama – tanker, følelser – kører døgnet rundt og, at skærmen – sjælen/ bevidstheden (fred væren) – derfor aldrig dukker frem. Så længe sindet er aktivt, er den guddommelige bevidsthed indskrænket for, at kunne virke i det tilsvarende sind. Men hver nat “knækker” filmen, når sindet sover, og under den drømmeløse søvn udviddes sjælen/ bevidstheden og glider tilbage i dens oprindelige guddommelige bevidsthed. Efter en tid her – tager den samme vej tilbage gennem drømmetilstanden til den indskrænkede tilstand i det tilsvarende vågne sind. Da det vågne sind sov og derfor ikke var tilstede i den drømmeløse søvn og den udviddede bevidsthed, har det heller ingen erindring om den.

Tilsvarende sker under meditation og det sker mellem to tanker eller så snart der er et lille hul i sindets daglige aktivitet. Dette “hul i sindet” kan man selv meget enkelt opøve gennem dagen – se her. Endvidere – når kroppen dør gør sindet det også, og derfor sker der for sjælen/ bevidstheden den samme ekspansion og gliden tilbage til det oprindelige uendelige guddommelige bevidsthedshav. Og det modsatte sker når sjælen/ bevidstheden fødes på ny – se her.