Begyndelsen

Inkarnation

Sjælen inkarnerer som en åben, følsom og bevidst væren – fra en guddommelig og uendelig bevidsthed, der rummer fred, kærlighed og glæde.

Personlighedens tilblivelse

Ved kroppens indtagelse opstår der for sjælen en fysisk manifestation, der deler virkeligheden i to. Mig og min krop som den ene – og verden omkring mig som den anden. Op igennem barndommen bestyrkes denne forestilling – som derved gradvis tilslører den bevidste væren i den guddommelige og uendelige bevidsthed. Hermed er grundlaget for personligheden etableret, idet sjælen er blevet distanceret fra dens oprindelige guddommelige sfære.

Som følge heraf opstår der et savn, en længsel efter fred, kærlighed, glæde. Dette savn projiceres ubevidst ud i verden, som strømmer sjælen i møde gennem kroppens sanser. Dermed er grundlaget for begæret etableret.

Ved sjælens distancering fra dens guddommelige sfære grundlægges også følelsen af “jeg er alene” og at jeg – min krop – kan blive tilintetgjort i og af verden omkring mig. Hermed er angsten for døden etableret.

Dette er de to grundlæggende træk ved personligheden, som den får med i rygsæggen på livets rejse – begæret og dødsangsten. Oven i disse lægger der sig op igennem barndommen en lang række emotioner – sorg, vrede, mindreværd, svigt, uønskethed……… , som også alle sætter deres præg i den voksnes personlighed. #1-1, #1-2, #1-3

Den guddommelige rejse

Den distancering til det guddommelige , som sjælen oplever ved sin indtagelse af kroppen, er i virkeligheden kun en forestilling, for Gud er med på rejsen gennem hele livet.

Her en analogi: Forestil dig at du står ved havet en tidlig morgen, der er stille, ikke en vind rører sig og havet er blik stille. Havet er den guddommelige uendelige bevidsthed. Først på dagen blæser det op og havet sættes i bevægelse. Over middag tager det til og store bølger vælter ind på stranden. Havets bevægelser er dine følelser, tanker, sansninger – alt hvad du oplever på din rejse gennem livet. Og på hele rejsen er havet den guddommelige bevidsthed.

Du lever i og af den guddommelige bevidsthed hele dit liv, og Gud – havet – stiller sig til rådighed for dig, så du frit kan bølge, plaske og sprøjte så meget du vil – mao. du har din frihed til at bruge, forme og leve dit liv som du ønsker – i den guddommelige bevidsthed. Så Guds væren i dig, er din væren i livet – og det er den virkelighed du ubevidst lever hver dag. Og du gør det ubevidst fordi, dybt i din personlighed ligger forestilingen om distanceringen til det guddommelige i dig – din sjæl. #1-4, #1-5, #1-6

Nåden

Ikke kun er Gud med på hele rejsen. Vi har også en invitation stående fra Gud på hele rejsen til, at vende hjem igen – på invitationen står der “Nåde”. Når vi føler et dybt savn, en længsel efter fred, kærlighed og glæde, er det i virkeligheden Gud der trækker i os – kalder på os – og det er nåde. Det er vores valg om vi tager imod invitationen og vender os mod Gud eller vi vælger at projicere savnet ud i verdens ting, oplevelser, relationer…….. igen, igen og igen.

Lignelsen om “Den fortabte søn” DNT, Lukas 15-11 viser et menneske, som havde “gået linen ud.” Han havde prøvet alt og brugt alt hvad han havde, i et udsvævende liv og endte op med, at måtte spise af grisenes foder. Da indså han, at et job som daglejer hos hans fader ville være bedre, end det usle liv han var havnet i.

Tanken herom fik ham til at vende hjem til sin fader, trods den skyld og skam han følte over, at have misbrugt sit liv. Men da faderen fik øje på ham, løb han ham imøde og omfavnede ham i glæde over, at hans søn, som var “død”, igen var blevet “levende” og kommet hjem. #1-7, #1-8