Hellig Kærlighed/ Bevidsthed

Den rene uendelige Guddommelige bevidsthed kender ikke til dualitet. Den behøver ikke en anden “instands” for at vide af sig selv/ spejle sig selv. Det Guddommelige er vidende om selv ved at være sig selv. Det er et med alt i sig selv og noget andet findes ikke – hvilket bevirker, at der i det guddommelige ikke findes grænser overgange fra et til noget andet, da alt er forenet i den ene – analogi: Solen behøves ikke nogen til at fortælle den, at den er lys og varme – den ved det, blot ved at være det.

Når vi oplever kærlighed, så åbner vi os – og vores grænser, forbehold og afstandtagen til det/ den anden opløses og vi ønsker at mødes, være sammen, smelte sammen, være et med det/ den anden. Mao. dualiteten bevæger sig mod et ophør, hvilket jo er tilstanden i den guddommelige bevidsthed. Derfor er Kærlighed et andet ord for Bevidsthed.

Når kærlighed opstår mellem to personer, så er der ikke to personer der mødes i kærlighed – nej der er to personligheder der gensidigt opløser, smelter hinanden. Herved åbenbares kærligheden – ikke den enes og den andens kælighed, men den altid eksisterende kærlighed/ bevidsthed, som altid har været der, og altid vil være der og som åbenbares for de to med opløste personligheder.

Sufi mystikeren Rumi sagde: “True lovers never rearly meet, they are in each other all along” – Sande elskende mødes i virkeligheden aldrig, de er i hinanden fra først til sidst. 11 – 1