Slave eller Frihedens Tjener

I vores kultur henviser glosen “person/ persona/ personalitet” til den rolle vi “spiller” socialt eller, som fx. aktør i et teatherstykke. Formodentlig er glosen afledt af latin per-sonare (per=gennem, sonare=lyd), som henviser til en maske med megafon på maskens mund, som blev brugt af aktørerne i græsk teather. Så altså her var “personare” en megafonmaske, hvor aktøren talte gennem maskens megafon, for at levendegøre den rolle hun/ han havde at spille i skuespillet..

Op igennem barn -og ungdom har sjælen fået dannet en personlighed. Mindre aspekter ved personligheden, kan ved bevidst arbejde, korregeres undervejs (terapi). Men grundlæggende er personligheden et vikår – med både positive og negative aspekter – som sjælen må leve med resten af livet. Derfor ligner grækernes personare / maske den personlighed, som sjælen må udfolde sig igennem hele livet.

I nogle åndelige traditioner er personligheden derfor blevet betragtet som en hindring for udfoldelsen af sjælens sande natur. Men i virkeligheden er der ikke noget problem i personligheden som sådan. En analogi:

Skuespilleren John Schmidt har fået hovedrollen i William Shakespeare’s skuespil “King Lear”. I drejebogen står alt, hvad King Lear skal sige og gøre og i den forstand er drejebogen jo blot en skabelon af King Lear. Men med sin skuespilkunst formår John Schmidt med tonefald og bevægeser at skabe liv i King Lear, som jo gennemgår store lidelser i fht. sine tre døtre. Og netop fordi John schmidt (sjælen) er fri af skabelonen (King Lear), er han i stand til, at udøve sin skuespilkunst og levendegøre skabelonen af King Lear. Og omvendt jo mindre John Schmidt udøver sin skuespilkunst, jo mere stivner King Lear i den rene skabelon.

De fleste voksne mennesker i dag er i høj grad identificeret med deres personlighed (King Lear), i dyb glemsel af, at det er deres sjæl (John Schmidt), der lever deres personlighed. Problemet her er ikke personligheden, men sjælens identifikation med personligheden. Herved bliver sjælen for så vidt både frivillig slave og gidsel af personligheden, og bliver derved også underlagt personlighedens begrænsninger. I det øjeblik sjælen opdager sin egen sande natur – er den fri. Ikke fri af personligheden som sådan, men fri af slaveri og gidseltagning. Dermed er den fri til at udleve sin sande natur – stadig gennem personligheden – men nu ikke for personligheden, men ganske enkelt ud fra sin egen sande natur – etik, glæde, mildhed, spontanitet, fred, mening……..15 – 1