Ånd – personlighed – verden

Personligheden/ egoet/ bliver i nogle spirituelle traditioner betragtet, som noget dårligt/ ondt, som vi må skille os af med. I virkeligheden er personligheden den instans/ port, hvorigennem det åndelige manifesterer og ser den fysiske verden.

En analogi som åndelige lærere har anvendt gennem tider: Det uendelige kender kun det uendelige – fordi, hvis der fandtes et selvstændigt eksisterende objekt ud over det uendelige, var det uendelige jo ikke uendeligt – altså det uendelige indbefatter alt og kender alt, i og med det kender sig selv. Derfor anvender den Guddommelige uendelige bevidsthed det “trick”, at drømme den fysiske verden til stede i sin egen bevidsthed.

Vi oplever vores drømme i vores bevidsthed gennem en aktør – fx. du drømmer du er naboens datter, der står på Rådhusplapsen i Kbh. med et papskilt og demonstrerer og nu politi, tumult og anholdelser. I glemsel af dig selv – du sover – er din bevidsthed indsnævret til dramaet i drømmen og drømmen er derfor din virkelighed, mens du drømmer, skønt du ligger i din seng i Århus og sover.

På tilsvarende vis – i glemsel af sig selv – drømmer den Guddommelige, uendelige bevidsthed den fysiske verden til stede. Og gennem en subjektiv aktør i drømmen – og det er dig – (naboens datter) – oplever den uendelige bevidsthed gennem din personlige bevidsthed den objektive verden, som den har manifesteret i drømmen.

Så det er via vores personlighed (subjekt) som iagtager verden (objekt), at den uendelige bevidsthed kender den fysiske verden. Personligheden og dermed dualiteten er således den instans, som den Guddommelige uendelige bevidsthed anvender ved manifestation/ skabelsen af verden.

Personligheden som aktiv instans er ikke problematisk. Tvært imod er den et middel den Guddommelige bevidsthed anvender til manifestation/ skabelse. Og i den grad personligheden er åben for dette, er personligheden et redskab for den Guddommelige bevidsthed. Men – hvis personligheden helt glemmer, at den er en modulation af den Guddommelige bevidsthed og i stedet opfatter sig selv som en enhed uafhængig af alt og alle – da blivet livet problematisk. Personligheden er blevet egoistisk – egenrådig – og har da mistet kontakten med den stille glæde og mening uden årsag. 14 – 1, 14 – 2.