Bevidst Væren

Vi er en sjæl – som op igennem barn -og ungdom – har iklædt os en personlighed. Ud over den akkumulerede psykologiske smerte, indbefatter personligheden også alt, hvad vi har tillært os, for kunne fungere som menneske i vores kultur. Dette er en del af grunden til, at vi som vokse har identifiseret os så stærkt med vores personlighed, at vi har glemt vores sjæl/ bevidsthed. Underligt paradoks, at bevidstheden kan glemme sig selv. En afklaring er at finde i myten om Syndefaldet.

Men selv om sjælen/ bevidstheden er glemt, så lever vi i den, og af den – hvert eneste øjeblik hele livet. Den er livet i vores liv, uden den var kroppen blot et lig. Vi kan på en vis måde sige, at vi med vores kulturbetingede personlighed hver dag former og farver vores liv, som vi gerne vil have det, ud fra de vilkår vi har. Og at den “substans”, i hvilken vores personlighed ubevidst har sit virke – med tanker, følelser, sansninger og handlinger – er vores sjæl /bevidsthed. Kort version: personligheden er en kulturbetinget skabelon, hvorigennem sjælen/ bevidstheden præges og udleves.

Sjæl og personlighed er således uadskillelige, så længe vi befinder os i en krop. Og godt det samme for vi har brug for dem begge. Sjælen som er livet selv og personligheden som muliggør et liv i en krop fra fødsel til død. Blot er det vigtigt at opretholde en ballance mellem de to op igennem livet. Det er almindeligt, at personligheden bliver mere og mere dominerende med alderen, hvilket bevirker at kontakten til sjælens grundtone af glæde og mening undertrykkes, hvilket bevirker, at livet dermed bliver mere tungt, trist og meningsløst mm. 13-1. Se endvidere Personlighedens transparens.