Sjæl og Personlighed

Umiddelbart efter fødslen begynder sjælens rejse – i en krop – op igennem et liv – på planeten jorden. Ved afgang er sjælen stadig klar som den Guddommelige bevidsthed, hvoraf den både kommer og består. For sjælen er et “stykke” af den Guddommelige bevidsthed, som den “låner” til sit liv i en krop på jorden. Derfor er Gud med på hele rejsen – se Nåde og Begær, Nåden.

Ved sjælens oplevelse af sig selv i en krop, sker der for sjælen et split af vikeligheden i to. Den ene del er min krop og mig – og den anden er verden udenom, som åbenbares sjælen gennem kroppens sanser. Denne oplevelse sætter sig fast som en forestilling/ stivnet struktur i den Guddommelige bevidsthed og medfører samtidig en distancering til – en tilsløring af – den Guddommelige bevidsthed. Dermed er grundstenen lagt til personligheden. Nok en byggesten til personligheden er oplevelsen af, at jeg med min krop er alene i verden og derfor kan gå til grunde – det er ricikabelt at være her. Dermed er angsten for døden etableret. Endvidere – den etablerede distancering til den Guddommelige bevidsthed gennererer yderligere et savn, en følelse af der mangler noget. Dermed er grundlaget for begæret etableret. Angsten for døden og begæret er de to grundsten personligheden er bygget på.

Gradvist dannes der således forestillings-strukturer i den Guddommelige bevidsthed – sjælen på en måde afgrænser sig med sine strukturer, lukker sig inde i sin egen del lille del af den uendelige Guddommelige bevidsthed med sine forestillinger om sig selv og om verden. Disse strukturer udgør sindet – den mentale del af personligheden. Sindets forestillinger har en modsvarende samling emotioner, som fixeres i kroppen. Tilsammen udgør de personligheden.

Fra rejsens begyndelse er sjælen alene med sin egen væren. Voksne har forlængst glemt alt derom. Søskendebørn kan have gavn af hinaden, da de stadig kan mærke hinandens væren. Men ellers er det for sjælen en ensom rejse, og fordi sjælen ikke finder sig genkendt i sin væren, flyttes dens identitet gradvist til dens tiltagende personlighed, som får stor opmærksomhed fra omgivelserne. Og vi befinder os stadig på den første del af rejsen – barndommen.

Derfor har de fleste mennesker som voksne glemt alt om deres Guddommelige væren – deres sjæl – i deres identifikation med deres personlighed, som er indbegrebet af ” en følelse af, at jeg mangler noget”, som projektieres ud i verden. Derfor mange voksnes “never ending” søgning efter glæde og mening.

Men da Gud er med på hele rejsen, har vi alle på et hvert tidspunkt den mulighed, at stoppe op, og lytte til sjælens stille væren – iagtage bevidstheden klare tomhed, for vores oprindelige Guddommelige natur kan aldrig forlade os.